Tiltrukket af afvisende / undvigende tilknyttede, uopnåelige mænd

Hej Stellah
Lige nu er jeg optaget af, at jeg er tiltrukket af afvisende eller uopnåelige mænd.  

Hvis en mand viser sig ikke at være helt så afvisende og uopnåelige alligevel, så er jeg typisk sammen med ham i et par år, fordi jeg aldrig er lykkes i et rigtig godt forhold, men det er uden at føle noget videre for ham. 

På et tidspunkt går det bare ikke længere, og en af os trækker os.

Jeg er optaget af om det overhoved er noget jeg kan arbejde med i terapi.  I terapi kan jeg blive klogere på mig selv og ændre adfærd, men det her handler ikke om adfærd. Det handler om følelser. 

Jeg føler mig tiltrukket af den afvisende eller uopnåelige mand – der hvor jeg skal gøre mig umage for at få hans opmærksomhed. 

Kan vi ændre på, hvad vi føler for, og hvad vi er tiltrukket af?  Hvordan kan det lade sig gøre i terapi?  Hvordan kommer jeg fra at have en viden om hvorfor jeg tiltrækkes af en afvisende eller uopnåelig mand, til at føle anderledes?

Bedste hilsener fra Lene

 

1000 tak for dit gode spørgsmål.

Det ultrakorte svar er JA!

Når vi går ind og ændre på vores forelskelsesskabelon, vil dem vi tiltrækkes af ændre sig – altså så vil vi tiltrækkes af en anden type.

Vores forelskelsesskabelon er dannet af

  • vores relation med vores forhold til mor og far og andre omsorgspersoner i vores opvækst – især i de 2 første år
  • hvem der er vores modsætning
  • hvem der kan give os status
  • hvem, der kan score samme point, som os selv (lige børn leger bedst)
  • de biologiske faktorer
  • vores forhold til os selv

Selvfølgelig er det ikke så enkelt, som det lyder.

 

Er det enkelt?

Eller på en måde er det.

Gennem årerne har jeg set mennesker holde op med at blive tiltrukket af dem, som er dårlige for dem.

Dem, som ikke rigtig vil dem, eller som ikke er klar til et parforhold.

Eller dem, som ligefrem behandler dem nedværdigende og dårligt eller bare respektløst.

Der kan så være en periode, hvor man ikke rigtig bliver tiltrukket af nogen.

Fordi man ikke længere tiltrækkes af de, der kan genskabe smerten fra barndommen og tidligere forhold.

Men endnu ikke tiltrækkes af en, som man sammen kan skabe det kærlighedsforhold med, som begge ønsker sig.

 

Sådan laver vi om

Det, vi laver i terapi, er en ændring af din indre struktur, dine filtre, overbevisninger og reaktioner = fornemmelser, tilstande, følelser, tanker og handlinger.

Dybest set handler det om,

  1. heale årsag(er) til din selvbeskyttelses strategier, aka at du lukker af for at føle noget ift. ham f.eks.
    • hvis du allerdybest inde er bange for at om du er god nok til at blive elsket, sådan helt som du er – og derfor (evt. ubevidst) synes, at der er noget i vejen med ham, når han vil dig og elsker dig
    • hvis du er bange for at miste kærligheden, og derfor undgår at miste ved at undgå at give dig hen til kærligheden ved at trække dig fra den
    • hvis du er bange for at miste dig selv, og derfor undgår det ved at trække dig fra ham
    • hvis du er bange for at blive afvist af en, du virkelig elsker og derfor undgår det ved at lukke af for ham
    • hvis du har et split imellem kærlighed og seksualitet (normalt i vores kultur), så du kun kan være i enten det ene eller i det andet
    • hvis du “bare” aldrig er blevet råelsket uforbeholdent, og det derfor overvælder dit system, hvis nogen viser tegn på at ville gøre det – så lukker nervesystemet ned, når det oplever, at kærligheden er tilgængelig. Det er ligesom hvis du forsøger at sende 340W igennem et ledningsnet, der er beregnet til 220W, ja så brænder det sammen
  2. heale din relation med dig selv aka selvværd og selvkærlighed
  3. får dig til at tro på, at du kan have det parforhold, som du drømmer om
  4. tro på at det er en mulighed
    1. at sådanne parforhold eksisterer
    2. at det er dig forundt at være i et sådant forhold
  5. skabe et godt forhold til din indre kvinde, så hun kan danse og lege ud fra den erotiske energi (livsenergien) sammen med manden

 

Lene:

Først tusind tak fordi du gav dig tid til svare så grundigt på mit spørgsmål

Ja din mail giver både mening og håb!

Jeg var ved at dømme mig selv ude af kærlighed, fordi jeg syntes, det virkede umuligt.

Men en ting er, at jeg tiltrækkes af afvisning en anden ting er, at jeg ikke lukker mit hjerte op. Det er måske i virkeligheden der hunden ligger begravet.

Jeg har lige sagt farvel til en dejlig mand med en bunke plus kvaliteter, og det eneste som stod på min minus liste var, jeg følte ikke nok, og jeg kan ikke lide at kysse ham. 

At jeg ikke føler nok, går igen og igen og igen. Jeg føler i virkeligheden ikke nok, når jeg går ind i forholdet, men gør det alligevel, fordi jeg ikke rigtig tror på at det kan være anderledes for mig.

Jeg tænker ikke at manden er forkert, men jeg tænker, at JEG ikke er helt som de fleste, når det gælder følelser.

Det, som er særlig interessant for mig i din mail, er det med at finde årsager til selvbeskyttelse.

Du har listet 6 muligheder. Jeg tænker, der kan ligge noget i de fleste.

Nej jeg elsker nok ikke mig selv nok, eller gør jeg – jeg mener, jeg har jo ikke noget at sammenligne med.  Jo jeg har ofte tænkt i mit liv, at jeg ikke nåede “ham” til sokkeholderen. Men jeg har haft kærester som ville hente månen ned til mig. Det, som er sandt, er, at mine egne tanker og følelser om mig selv ikke altid matcher andres.  Nå, så fik jeg alligevel svaret i min skriveproces 😊 Jeg elsker ikke mig selv godt nok, og det kan jeg så overveje om jeg magter at arbejde med lige nu.

Tusind tak for at give mig et godt svar, og få mig på nye tanker.

KH Lene