Når døden åbner en ny dør – om relationer, tilknytning, kærlighed og smerten ved at miste

Tilknytning og kærlighed gør ondt, når vi mister

Mandag i påsken var en skæbnesvanger dag.
Ikke bare havde jeg måtte tage den tunge beslutning at aflive vores elskede pony gennem 8 år, Cassie…

Tårer rammer tastaturet, når jeg skriver her.
(Mit hjerte er endnu ikke helt forliget med fornuftsbeslutningen).

Cassie var en ganske særlig pony med et stort hjerte.

Vores lille prinsesse.

Og som min yngste datter ikke kan huske et liv uden.

Smerten ved kærlighed er, når vi må sige farvel, selvom vi ikke er færdige med relationen.

…nå men en halv time før dyrlægen kom for at eksekvere aflivningen, ringer min bror:
“Hvis I vil nå at sige farvel til mor, så skal I komme nu, hun har ikke lang tid tilbage!”

Det virkede vildt surrealistisk.

Først må vi tage ordentlig afsked med Cassie, vores lille prinsesse. Og så få fat i min søn.

Derefter ræse til Fyn.

Et smukt farvel til en vigtig relation

Min mor levede stadig, da vi kommer ind ad døren.
Men hun er væk i morfintåger.

Hele familien er samlet omkring hende.

På et tidspunkt går alle ind i den anden stue. Jeg kan ikke huske hvorfor.

Men jeg tænker: Hun skal da ikke ligge der alene og dø, mens vi står her og snakker.

Jeg går ind og sætter mig hos hende og holder en støttende hånd på hendes skulder.

Hun var meget troende, så jeg husker hende derfor på, at hendes skytsengle vil passe på hende og tage hende med til Gud.
Vi bliver badet i lys…
Eller måske er det min forestilling.

Derefter holder hun op med at trække vejret.
Først et øjeblik.
Så lidt længere.
Efter få minutter trækker hun ikke længere vejret.

Hun har fået fred!

Et smukt øjeblik med megen heling.

Min mor blev 89 år.
Hun døde mæt af dage.
På det helt rigtig tidspunkt: Da hendes børn og børnebørn var samlet omkring hende, blot ½ time efter vi var kommet myldrende fra Virum.

Døden åbner for livet og kærligheden

I processen efter min mors død, er min barndom passeret revue.
Det tænker jeg, er ret almindelligt.

Det viste sig, at min mor havde smidt alle fotoalbums ud med billeder fra min og mine brødres barndom – og hendes og min fars ungdom.
Tilbage var kun albums med rejser, blomster og fugle.

Det var en særpræget opdagelse.
Og bragte mig katapult ind i barndommens stemning af at være uønsket.
At blomster og andre aktiviteter var vigtigere for min mor end hendes lille pige.

Sådan var det nok.
Hun havde ikke selv fået så megen kærlighed i sin opvækst.

Rejsen igennem afskeden med min mor (og ponyen) har naturligt fået mig til at kigge på mit liv og mine prioriteter.

Igen…

Livet er lige nu.

Kunsten er at være her fuldt ud, som den jeg er – den du er!

At turde at være åben og sårbar for at møde andre, hvor de er – hvor du er.

At turde være langsom og derved nå det, som er vigtig her i livet.

At give smerten lov til at være der. Den viser, at relationen havde betydning.

At tage imod og give kærlighed.

At elske!

Og være ønsket – hos mig selv.